Menu
Links
Kontakt
Hanne Wedel
Søndersø Skovvej 37
5270 Odense N
65978138 (7:30-8:00)

Forskellige angstlidelser

Angsten kan have form af fobier, separationsangst, undgåelsesangst eller den kan være helt generel. (Beckmann, 1997).

Generaliseret angst

Generaliseret angst er en vedvarende tilstand af bekymring, ængstelse og angst, som ikke er knyttet til særlige situationer. Symptomerne er først og fremmest vedvarende angst, søvnbesvær, træthed, koncentrationsbesvær, tendens til depression. Somatiske symptomer kan f. eks. være hjertebanken, høj puls, synkebesvær.

Det debuterer ofte gradvist i postpuberteten, men diagnosen stilles ofte først, når klienten er i 20´erne. Diagnosen generaliseret angstforstyrrelse er vanskelig at stille, og den kan let forveksles med andre angsttilstande og depression. Angsten skal have været til stede i mindst 6 måneder, og den skal i halvdelen af tiden have været så stærk, at den har været vanskelig at kontrollere. Der diagnosticeres ca. dobbelt så mange kvinder som mænd. Man regner med , at biologiske og psykologiske faktorer i samspil danner baggrund for lidelsen.

Man kan behandle psykologisk med kognitiv adfærdsterapi i form af stress-kontrol metoder og afslapningsteknikker. Barlow et. al. har udviklet en metode, hvor det centrale element er, at man fokuserer på bekymringstendensen hos klienten og eksponerer for de underliggende katastrofeforestillinger og følelser (Barlow, 1988). Medicinsk kan man behandle med antidepressiva (SSRI, langvarigt) og benzodiazepiner (korttidsvirkende).

Generaliseret angst har et noget diffust fokus, og behandlingsforløbet bliver derfor ofte ret langvarigt, hvis der skal opnås stabilitet. Det er også en god idé med opfølgende behandling.

Ifølge Clark et. al. (1997) er fobien karakteriseret ved en overdreven eller urealistisk frygt for særlige genstande, situationer eller begivenheder. Der kan være tale om angst for bestemte dyr, lyde, mørke, døden osv. Forbigående fobier kan af og til ses hos børn, uden der er nogen grund til bekymring.

Socialfobi

Socialfobi er en af flere fobiske angstforstyrrelser, der er kendetegnet ved, at der opstår en massiv angst i bestemte veldefinerede situationer, som ikke indebærer reel fare. De to hyppigste former for fobisk angst er agorafobi, som betegner angsten for at færdes alene uden for hjemmet samt socialfobi, som er kendetegnet ved en udtalt angst i sociale situationer, som bevirker frygt for disse og tilbøjelighed til at undgå bestemte sociale begivenheder. Den tredje og mindre hyppige form af fobisk angst er enkeltfobierne, der giver sig udtryk i angst for helt specifikke situationer eller objekter, såsom edderkopper eller bestemte transportmidler.

Ved socialfobi er intensiteten af angsten og ubehaget så stærk, at man af al magt forsøger at unddrage sig situationen og oplever, at denne lidelse i høj grad begrænser de daglige funktioner.

Symptomerne på socialfobi er stor frygt ved samvær med andre mennesker, specielt hvor man kan blive genstand for opmærksomhed eller risikere at opføre sig pinligt. Derfor undgår denne person sociale situationer, og hvis det ikke kan lade sig gøre, opleves en voldsom angst med rødmen, diarré og måske panikanfald. Man kan derfor opleve sig meget mindreværdig og afvigende.

Socialfobi diagnosticeres i tiden omkring puberteten, men anamnestisk forekommer der næsten altid problemer med angst i barndommen, så generthed og angstpræget skyhed har ofte gået forud.

Der er omtrent lige mange af hvert køn, som har denne lidelse, og der er også genetisk disposition. Der kan være tale om en generel eller en specifik socialfobi, og den første form er ofte vanskeligere at behandle på grund af problemer med at identificere specifikke oplevelser, som der kan arbejdes med psykologisk.

Psykologisk kan socialfobi behandles med kognitiv adfærdsterapi, typisk i gruppeterapi. Et centralt element i behandlingen er assertionstræning og rolle-spil, hvor klienterne får lejlighed til at øve sig i gruppen på at være sammen med andre mennesker i de aktiviteter, som vedkommende frygter, dvs. eksponering. Det er systematisk desensitivisering, undervisning i en kombination af angstreduce-rende værktøjer, sociale færdigheder og afslapningsteknikker. Det skal lære klienten at betragte sociale begivenheder på en mere realistisk og konstruktiv måde. Der kan også behandles medicinsk med SSRI/benzodiazepiner, og hvis der er præstationsangst kan betablokkere have værdi.

Obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD)

Obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD) er en tilstand, der kendetegnes ved tilbagevendende tvangstanker (obsessioner) og /eller tvangshandlinger (kompulsioner) (Hougaard, 1997). Typisk oplever barnet, at tankerne kommer ufrivilligt og påtvunget. Det forsøger uden held at ignorere eller undertrykke dem. Tankeindholdet handler ofte om angst for at blive syg, smittet med bakterier eller virus eller på anden måde blive snavset. Indholdet er ofte kulturelt bestemt.

For at dæmpe tankerne og samtidig gøre noget for at undgå det forfærdelige udvikles næsten altid tvangshandlinger. Det kan være kontrolritualer, vaskemani eller at gøre tingene på en bestemt måde. Barnet/personen er meget forpint og bliver tyranniseret af tvangshandlingerne, men kan ikke lade være. Det er vigtigt tidligt i forløbet at inddrage familien, hvis der er tale om børn og unge, så følgerne af tilstanden bliver mindst mulige.

Man behandler ofte medicinsk, men derudover er der gode resultater med kognitiv adfærdsterapi. Adfærdsterapi i form af eksponering og reaktionshindring er en effektiv metode, især til at bekæmpe tvangshandlinger, men den er også virksom over for tvangstanker. Supplerende kan der arbejdes med de negative automatiske tanker.

Salkowskis mener, at det er vigtigt for langtidseffekten at supplere eksponeringen med metoder rettet mod tænkningen i behandlingen af OCD, dvs. egentlig kognitiv adfærdsterapi (Salkowskis, 1996).

Posttraumatisk belastningsreaktion

Posttraumatisk belastningsreaktion består i en række markante angstsymptomer efter ekstremt ubehagelige begivenheder og traumer. De særlige symptomer her er tilbagevendende genoplevelser af traumet (flashbacks), bestræbelser på at undgå situationer, som minder om traumet og tilbagetrækning samt angstsymptomer knyttet til vedvarende forventningsangst.

Den kognitive behandling består ved denne lidelse af at kombinere to overordnede strategier. For det første nogle metoder til at kontrollere ubehagelige følelser (f. eks. afspænding, kontrolleret vejrtrækning, positive indre dialoger mm), og for det andet af eksponering i form af genkaldelse og gennemarbejdning af de ubehagelige erindringer.

Det kan være svært at skelne mellem de forskellige angsttilstande, og de kan glide over i hinanden. Den samme person kan have flere forskellige angstdiagnoser.

Ifølge Hougaard (1997, s. 32) lider mellem 10 og 20 % af befolkningen af sygelig angst. Og angst optræder meget ofte sammen med depression, som der for øjeblikket er meget fokus på i medierne.

Panikangst

Panikangst er en særlig angstlidelse, som er karakteriseret ved oplevelsen af tilbagevendende spontane panikanfald, hvor personen oplever intens angst (dødsangst) og ubehagelige kropslige fornemmelser. Inden for få minutter opleves alle angstens symptomer med en meget voldsom intensitet, og de fleste panikanfald topper i løbet af 10 minutter.

Fysiske symptomer er hjertebanken, svedudbrud, åndenød, rysten/dirren, smerte og trykkende fornemmelse i brystet, kvælningsfornemmelser, prikkende fornemmelse i hænder og fødder.

Psykiske symptomer: angst for tab af selvkontrol, angst for at blive vanvittig, angst for at dø, ørhed, svimmelhed, usikkerhedsfornemmelse, uvirkelighedsfølelse.

Det klassiske mønster for mennesker med panikangst er klager over angst og nervøsitet, mange somatiske klager uden organisk forklaring, især brystsmerter, og generel overfortolkning af alvoren af somatiske symptomer. Derved overses selve panikangsten måske, og personen kommer igennem en række lægelige undersøgelser uden at finde noget fysisk problem. Derved forstærkes frustrationen og mange tror, at vedkommende er hypokonder eller sygdomsfikseret. Til sidst holder de op med at opsøge lægen af frygt for at være en besværlig patient.

Med hensyn til panikangst er Hougaard og Barlow enige om beskrivelsen, at panik er den mest intense form med det mest intense symptombillede for pludselig opstået angst.

Oplevelsen af angstanfald er så ubehagelig, at der næsten med det samme opstår en angst for angsten, dvs. udsigten til at rammes af et nyt panikanfald. En sådan forventningsangst kan også resultere i fysiske symptomer, som minder om panikanfald, men i mindre grad. Mange vil derfor udvikle en undgåelsesadfærd, dvs. undgå steder eller situationer, hvor de har oplevet panikanfald. Nogle kan udvikle angst for at forlade hjemmet uden ledsager eller angst for at være alene hjemme.

Panikangst kan debutere i ungdommen eller op igennem 20´erne. Den begynder relativt sjældent før eller senere. Det starter som regel med få anfald, som så stiger i frekvens. Nogle kvinder kan opleve en forværring i forbindelse med graviditet og efter en fødsel.

Flere undersøgelser af panikangst viser ifølge Clark et. al. (1997), at mennesker med panikangst er mere tilbøjelige til at mistolke kropsfornemmelser end mennesker med andre angstlidelser. Det kan forklares ved en model, som illustrerer, hvorfor der sker denne reinforcering af mistolkningerne, og hvorfor angsten vedligeholder sig selv.

Modellen viser, at kropsfornemmelser og tanker er centrale og selvforstærkende faktorer, som kan skabe nye panikanfald. Ifølge modellen er det de fysiologiske og somatiske signaler i kroppen, der anses for at være basis for mistolkninger, som fører til negative, destruktive tanker. Disse mistolkninger udvikler sig først til automatiske negative tanker og senere til angst og potentielle panikanfald.

Undersøgelser (Barlow et. al. 2000 og Basoglu et. al. 1994) tyder på, at panikangst er en angstform, der berører ca. 3% af befolkningen i løbet af deres liv. Panikangst er som sagt karakteriseret ved oplevelsen af tilbagevendende spontane panikanfald, hvor personen oplever intens angst og ubehagelige kropslige reaktioner. Anfaldene optræder pludseligt og i begyndelsen helt uventet. Efter flere anfald kan der opstå forventningsangst for nye anfald. Panikangst kan også udvikle sig til agorafobi, idet personen kan nære frygt for et nyt anfald på steder, hvor det vil være vanskeligt at få hjælp.

Behandlingen kan være medicinsk (f. eks. alprazolam eller antidepressiv medicin, SSRI-præparater) og psykologisk med terapi, hvor netop kognitiv terapi har vist sig at give gode resultater. I kognitiv adfærdsterapi arbejdes der med at ændre personens automatiske negative tankemønstre og katastrofetanker. Samtidig udsættes personen for eksponering (som ved fobier) ved udsættelse for situationen, men også eksponering for de kropslige fornemmelser (hjertebanken, svimmelhed).

Der er foretaget en del undersøgelser for at vurdere virkningen af de to former for behandling af panikangst, og resultaterne er skiftende. For at imødegå fejlkilder er der af psykologiske og biologiske angstforskere i USA lavet en stor undersøgelse med 326 patienter ved fire forskellige behandlingscentre, to med overvejende psykologisk behandlingsideologi og to med overvejende medicinsk behandlingsideologi (Barlow, 2000 og Basoglu, 1994).

Patienterne blev opdelt i fem grupper:

  1. Behandling med medicin (imipramin) i 9 måneder (samt støttende samtaler hos psykiater i forbindelse med udlevering af medicin)
  2. Behandling med kognitiv terapi i 11 terapitimer over 3 måneder
  3. Kombinationsbehandling med både kognitiv terapi og medicin
  4. Kognitiv terapi og placebopille
  5. Kun placebopille (samt støttende samtaler som i nr. 1)

Efter tre måneder havde patienterne i grupperne 1-4 opnået bedre resultat end i gruppe 5. Gruppe 1 og gruppe 2 opnåede ca. samme bedringsgrad. Gruppe 3 (kombination af medicin og kognitiv terapi) havde bedre udbytte end grupperne, der kun modtog den ene af de to behandlingsformer. Men udbyttet var på linie med den gruppe, der fik kognitiv terapi kombineret med placebopille. Det var altså uden betydning for behandlingens resultat, om patienten fik medicin eller ej.

Efter et år, hvor medicinen var trappet ned i 6 måneder, var der nogle forskelle. Grupperne 2 og 4 havde nogenlunde bevaret fremgangen fra de tre måneders behandling. Men resultatet viste, at kombinationsgruppen nr. 3 klarede sig dårligere end grupperne, der fik kognitiv terapi uden samtidig medicinering. Dvs. at en kombinationsbehandling måske kan opnå en bedre virkning på kort sigt (men kun svarende til placebogevinst), men ifølge denne undersøgelse kan den supplerende medicin på længere sigt virke negativt ind på holdbarheden af psykoterapiens virkning.

Konklusionen af denne undersøgelse er derfor, at man, i stedet for at starte med medicinsk behandling, som man ofte gør herhjemme ved behandling af panikangst, bør starte med kognitiv terapi, eftersom denne behandlingsform opnår de mest varige resultater. Det er ideelt, hvis man straks kan blive henvist og få den rette behandling, men ofte er der ventetid på at komme i behandling (i Det Børne- og ungdomspsykiatriske Hus i Odense er der pt. 7 måneders ventetid), og der kan derfor være behov for at tage toppen af angsten med medicinsk behandling.

Hanne Wedel